Den, der sætter celler op, høster sol

Regeringen har lanceret en ny solcellestrategi, der sigter mod at fortsætte den markedsdrevne udbygning af solenergi, som de sidste tre år har tredoblet solenergikapaciteten i Danmark. Fokus er på at gøre det lettere at opsætte solceller på både erhvervsejendomme og tage i byområder.

Danmark har brug for markant mere strøm i de kommende år, og solceller spiller en central rolle i den grønne omstilling. Antallet af solcelleanlæg vokser, og særligt store anlæg i åbent land bidrager til det kollektive elnet. Regeringens strategi vil fjerne barrierer for solcelleopsætning og gøre det lettere for både boligforeninger og erhvervslivet at udnytte de grønne muligheder. Et konkret initiativ er at skabe flere finansieringsmuligheder, som fx leasingordninger for erhvervsejendomme.

Et særligt fokusområde i strategien er at udnytte store tagarealer i byområder og på almene boligforeningers bygninger. Der vil blive afsat midler til solcelleprojekter på mindre tilgængelige arealer, som eksempelvis overdækkede parkeringspladser og arealer langs motorveje. Dette åbner op for nye muligheder for boligforeninger i Høje-Taastrup.

Med denne strategi ønsker regeringen at sikre de bedste rammevilkår for en firedobling af vedvarende energi på land inden 2030. Sammen med kommunerne vil regeringen identificere de bedste steder til solenergi, så både erhvervslivet og boligforeningerne kan bidrage til den grønne omstilling.

Lars Aagaard, klima-, energi- og forsyningsminister, udtaler: “Grøn energi fra sol er en af de hurtigste og billigste veje til at sikre en elektrificering af samfundet og gøre os uafhængige af fossil gas.”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDA
Scroll to Top