Nabokommunen Furesø etablerede i august 2023 et kommunalt ejet selskab der hedder ”Furesø Kommunes Klimaselskab af 2023”. Selskabet er etableret med det formål at sikre at der kan komme solceller på de kommunalt ejede bygninger.
Det har været sat på standby for en længere periode, fordi lovgivningen krævede at der skulle laves et selskab for hver enkelt institution der fik lagt solceller op. Det opgav Furesø – og alle andre kommuner – da det vil være meget bureaukratisk og uøkonomisk. Lovgivningen er siden ændret så kommuner nu selv kan etablere et selvstændigt selskab for alle kommunale bygninger.
Nu hænger tingene sammen i Furesø. I 2023 blev der afsat 8.32 mio. kr til at der installeres 777 kWp på 4600 m2 tage. Selskabet er en kommerciel virksomhed, som kommunen ejer og skal som udgangspunkt sælge sin grønne strøm til kommunen til markedspris og evt. overskudsstrøm sælges til el-nettet ligeledes på markedsvilkår.
I Høje-Taastrup besluttede et enigt byråd i marts 2023 at man også her vil etablere et selvstændigt selskab ejet 100% af kommunen, der skal sikre etablering af vedvarende energi i kommunale bygninger. Ved samme lejlighed besluttedes også at der skal foretages en vurdering af potentialet for solcelleproduktion på relevante kommunale bygninger, herunder eksempler på rentabilitetsberegninger.
Her et år senere venter vi stadig på at der kommer en løsning, så der kan komme solceller på de kommunale tage.