23. marts bliver en stor cykeldag, og du kan være med!
Den dag lanceres supercykelstien Roskilderuten – et event, der kombineres med overrækkelsen af Tour de France Grand Départ-trofæet fra Roskilde til København. Supercykelstien Roskilderuten er 31 km lang og forbinder Roskilde med Høje-Taastrup, Albertslund, Glostrup, Brøndby, Rødovre, Frederiksberg og København Kommuner. Ruten går ad Københavnsvej, Hovedgaden og Roskildevej. Den står nu klar til indvielse i Cyklens År 2022, hvor Danmark også er vært for Tour de France. Derfor afholdes lanceringen af Roskilderuten sammen med overrækkelsen af Grand Départ-trofæet og markeringen af de 100-dages nedtælling til, at den gule folkefest rammer Danmark.
Deltag i cykelkaravanen
Roskilderuten lanceres onsdag den 23. marts 2022 med en cykelkaravane med Tour de France Grand Départ-trofæet, der kl. 11.30 sendes afsted fra Stændertorvet i Roskilde af Christian Prudhomme, direktør for Tour de France. Karavanen fortsætter turen ad Roskilderuten med stop og mindre lokale events i alle kommuner undervejs. Cykelkaravanen slutter kl. 16 ved Rådhuspladsen, hvor Grand Départ-trofæet overrækkes til Københavns Kommune for derefter at blive udstillet på Rådhuset.
Stop og event i Høje-Taastrup
I Høje-Taastrup Kommune er der stop kl. 12.05-12.20 på stationsforpladsen, Hovedgaden 437C, 2640 Hedehusene. Her vil der være et festligt arrangement og tale v/ borgmester Michael Ziegler, hvor alle er velkomne til at deltage.
Du kan cykle med
Du kan også cykle med i cykelkaravanen på hele eller en del af strækningen fra Roskilde til København. Man sørger selv for cykel og transport. Af hensyn til forplejning til cykelkaravanen, må du gerne give besked, om du cykler med senest 16. marts 2022 på www.htk.dk/supercykel. Indvielsen af supercykelstien Roskilderuten arrangeres af Sekretariatet for Supercykelstier. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent i HøjeTaastrup Kommune Birgitte Städe på tlf. 2464 4761 eller mail: BirgitteSta@htk.dk.

