Solveig Hansen var i knapt 30 år frivillig i Miljø- og EnergiCentret. Nu er hun gået bort.
Solveig Hansen er efter kort tids sygdom død. Hun blev 86 år. Hun vil være dybt savnet – ikke mindst i Miljø- og EnergiCentret (MEC) i Høje-Taastrup – som hun var tilknyttet i næsten 30 år, og vi har svært ved at se, hvordan vi nu skal kunne undvære Solveig i MEC.
Vi bringer her centerleder Emil Viskums tale fra Solveigs begravelse d. 1/11 2024:
______________________________________________________
Kære familie, venner, kolleger og alle os, der har haft æren af at kende Solveig.
Vi er i dag samlet for at tage afsked med og mindes en særlig og bemærkelsesværdig kvinde, en dedikeret frivillig og en kær ven – Solveig.
Vi står her med sorg i hjertet, for vi har mistet en lysende stjerne i vores liv. Solveig bragte glæde, hygge og uundgåelig energi ind i vores hverdag. Jeg kender Solveig fra Miljø- og EnergiCentret, hvor hun tilbragte næsten 30 år. Hun var ikke blot en del af vores team; hun var en hjørnesten i vores fællesskab. Alle holdt ufatteligt meget af Solveig, og personligt følte jeg, at Solveig var lidt som en del af min familie. Man kunne kalde hende en slags arbejdsmormor. Sådan var jeg ikke den eneste, der havde det.
Derfor gjorde vi os alle umage for at passe ekstra godt på Solveig. For eksempel sørgede Berit altid for, at der var smurt en ostemad fra fredagsmorgenmaden, som blev gemt til Solveig, når hun mødte på arbejde. Frede mindede hende om, at hun skulle huske at drikke vand hver halve time. Heidi gemte altid ekstra smørrebrød fra bestyrelsesmødet til hende, og Elisabeth lavede små post-it-tegninger til hende. Jeg kunne nævne mange flere eksempler. Vi gjorde det ikke af pligt, men fordi Solveig var noget særligt og betød noget særligt for os – og den kærlighed var heldigvis gengældt.
Som hun ofte sagde: “Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle, hvis ikke jeg kunne komme op i MEC.” Denne sætning opsummerer på smukkeste vis den dybe forbindelse, hun havde til stedet og til os. Og jeg svarede hende altid: “Men vi ville heller ikke ane, hvad vi skulle gøre uden dig.” Det bliver vi så nødt til at finde ud af nu.
Solveig kom ikke kun for at drikke kaffe og sladre – selvom hun elskede det sociale samvær. Nej, hun bidrog aktivt til vores arbejde. I de senere år udmærkede hun sig især i Pakkeshoppen, hvor hun med tålmodighed og omhu hjalp med at kategorisere pakker og udlevere dem til kunderne. At se hende arbejde næsten på fuld tid med fem vagter om ugen, selv i en alder af 86 år, var intet mindre end inspirerende. Hun var et vidnesbyrd om, hvad det vil sige at være dedikeret, loyal, nøjsom og betroet.
Solveig havde en særlig evne til at skabe en inkluderende og munter atmosfære. Når hun kom ind ad døren om morgenen, var det ofte med bemærkningen: “Nu skinner solen på vejen og dig, for her kommer Solveig. Må jeg komme ind her?” Og resultatet af hendes ankomst var altid det samme – et smil og god energi, der smittede af på alle omkring hende.
Hun var en kvinde, der forstod værdien af menneskelig kontakt. Hendes princip om, at alle yngre end hende var “unge”, viste hendes livsglæde og humor. Det var ofte sjovt at overvære, hvordan hun med sit glade væsen og sine hurtige bemærkninger fik os alle til at smile.
Lad os lige tage et par klassiske Solveig-bemærkninger: “Så er vi mere på den, end vi er med på den.” Eller når nogen spurgte, om det var fredag, svarede hun: “Også hele dagen.” Hun sagde ofte til mig: “Jeg forstår ikke, hvordan du kan have alle de møder og ting inde i dit lille hoved.” Og så supplerede hun med: “Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i går, men hvad der skete for 30 år siden, kan jeg fortælle dig i detaljer.”
Når Solveig om morgenen spurgte: “Må jeg komme ind her?” og man svarede: “Du kommer bar(e),” så svarede hun kækt: “Jeg tror, jeg beholder tøjet på.” Når en kunde sagde: “Jeg skal lige have en pakke,” svarede Solveig: “Nå, skal du lige det?”
Solveigs indflydelse strakte sig langt ud over det praktiske arbejde, hun udførte. Hun var elsket og respekteret af både personale og frivillige. Hendes minde vil altid leve videre i vores hjerter, og når tiden kommer til at skabe en “Hall of Fame” i MEC, vil Solveig uden tvivl være det første medlem.
De senere år skrantede Solveig også af og til. Hun kæmpede med alderdommens udfordringer og besøg på sygehuset og hos lægen. Men Solveig klagede aldrig og mødte tit op på arbejde, selvom hun ikke var helt på toppen. Nogle gange måtte jeg eller Heidi køre hende hjem, fordi hun tydeligt ikke havde det godt. Vi måtte insistere på at få lov til at køre hende, for selvom Solveig nærmest var helt grøn i hovedet, mente hun, at vi ikke skulle belemres med hende. Hun kunne sagtens tage bussen, mente hun.
Men uanset hvad kunne hun altid finde kræfter til at komme tilbage til MEC – for hun elskede sit arbejde, og vi elskede hende for det.
I dag efterlader Solveig sig et kæmpe tomrum. Et tomrum, der ikke kun er begrænset til vagtplanen, men også i vores hjerter. Vi vil savne hendes røst, vittigheder, omsorg, hendes smil og hendes evne til at sprede glæde omkring sig.
Solveig, tak for alt, hvad du har gjort for os. Du vil altid være i vores tanker, og din ånd har sat sig spor i MEC.
Æret være Solveig Hansens minde.
________________________
DA 
EN