Vi skal passe på byens bygninger

Lørdag den 4. oktober kl. 10 åbner en spændende udstilling ved det gamle rådhus.

Alt for mange værdifulde bygninger forsvinder i disse år. Derfor har Høje-Taastrup Turistforening i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité sat fokus på bevaring og genbrug af bygninger – både af hensyn til kulturarven og miljøet.

Resultatet af arbejdet præsenteres på en udstilling ved det gamle rådhus i Taastrup, hvor også Ikano Bolig viser, hvordan det tidligere rådhus kan genanvendes som en del af et nyt boligområde i stedet for at blive revet ned.

Tre partnere – tre vinkler
De tre samarbejdspartnere bidrager hver på deres måde:

·Turistforeningen registrerer og udpeger de bygninger, der kan være bevaringsværdige

· Danmarks Naturfredningsforening sætter fokus på ressourcespild ved nedrivning

·Ikano Bolig viser, hvordan bygninger kan genanvendes i stedet for at blive revet ned

306 bygninger udpeget
Turistforeningen har gennemgået hele kommunen og udpeget 306 bygninger med potentiale til at blive klassificeret som bevaringsværdige. Arbejdet bygger blandt andet på de historiske byvandringer, som foreningen udarbejdede under corona-tiden, og er tænkt som et oplæg til kommunens beslutningstagere.
Bygningerne er vurderet ud fra tre hovedkriterier – kulturhistorie, arkitektur og miljø – og inddelt i tre niveauer. Udstillingen viser resultatet på en række plancher.

Fotokonkurrence med borgmesteren som prisuddeleren
Som en del af udstillingen præsenteres også årets fotokonkurrence, der har bevaringsværdige bygninger som tema. Den fungerende borgmester står traditionen tro for præmieoverrækkelsen til de tre vindere, mens Danmarks Naturfredningsforening uddeler yderligere tre gavekort til billeder de har udvalgt.

Åbning og åbningstider
Udstillingen åbner lørdag den 4. oktober kl. 10 på Varmecentralen (bag det gamle rådhus), Øtoftegårdsvej 11, 2630 Taastrup.
Turistforeningens formand åbner udstillingen, og fungerende borgmester kårer vinderne af fotokonkurrencen. Formanden for lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening vil fortælle om deres del af udstillingen. Endelig vil Ikano Bolig være til stede for at fortælle om projektet og svare på spørgsmål. Åbningstider:

·        Lørdag 4. og søndag 5. oktober kl. 10–14

·        Mandag 6. til fredag 10. oktober kl. 16–19

Foto: Husmandsvej 25 i Taastrup er ikke fredet, men bevaringsværdigt (fotograf: Ulrich Jakobsson)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDA
Scroll to Top