Lørdag den 28. oktober var skiftedag i MEC. Dagen hvor venner af MEC kunne tage afsked med den daglige leder siden stedets start den 3. september 1993, Knud Anker Iversen – og byde velkommen til hans afløser Tina Faber.
Ca. 200 mennesker var forbi i de 3 timer receptionen varede (enkelte gik forgæves idet en rundsending havde lavet starttidspunkt allerede kl. 10).
Det blev en festlig og god dag med sang, taler og masser af gaver. Knud Anker havde ønsket bidrag til MECs overlevelse og her kom 9125 kr ind. Flere overholdt dog ikke dette ønske og kom med personlige hilsner – mest vin – til ham og til Tina.
Foreningens formand Mads Peter Schreiber holdt en tale til de to. I talen til Knud A. nævnte han bl.a. at han – i MECs verden – burde have såvel iværksætterpris som gazelle-pris.
I talen til Tina gav han udtryk for at hun allerede i hendes indledende frivillige periode havde vist at hun vil være opgaven voksen – ikke mindst i forhold til at sikre stedets fortsatte udvikling og ved at have et stærkt fokus på stedets social-økonomiske profil.
Susanne Hass fra foreningen Masanga holdt en hyldesttale for Knud Ankers 10 årige engangement i ulandsforeningen der står bag Masanga-hospitalet i Sierra Leone.
Pia Gade takkede på vegne af medarbejderne Knud Anker for indsatsen og overrakte hanm et gavekort på kulturelle oplevelser. Også Tina fik en fik en flot hilsen – en velkomstgavekurv fra medarbejderne.
Og så gik snakken ellers blandt de mange mennesker, der var mødt frem.
Hoverdparten af nedenstående fotos er taget af Niels Mikkelsen.












