Der er en tendens til at tale danskerne og Danmark ned. Det er der ingen grund til. Vi har tværtimod grund til at være stolte som danskere. Vores kulturminister har god grund til at lave en kulturkanon, der lægger vægt på den kulturelle ballast som vi har med os, og som vi måske ikke har så meget fokus på i hverdagen. Det gælder folkeoplysningen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og ikke mindst højskolebevægelsen.
Her er ikke tale kun tale om en glorværdig fortid, men om en nutid som er afgørende for vores samfunds sammenhængskraft. F.eks. er det opmuntrende at erfare hvordan en række kommuner gør brug af højskoler i deres bestræbelser på at integrere flygtningene. De vil på et halvt år på højskole kunne få et integrations-puf som ingen – nok så dygtig integrationskonsulent – kan give dem. De vil kunne lære det danske sprog, omgangsformer og kultur og få nye venner og netværk. Højskolerne kan med deres nærhed, dialog og folkeoplysning noget som ingen andre kan. Vi kan kun være stolte af at det er en dansk opfindelse – et stærkt aktiv.
Det samme gælder vores forståelse for at vi skal organisere os sammen – hjælpes ad når vi har en fælles sag at kæmpe. Det gælder i det vidt forgrenede foreningsliv hvor tusinder af frivillige får lokalsamfund til at hænge sammen.
Det gælder også når akutte ting sker som f.eks. da vi fik stormflod og vandet væltede ind som f.eks. ved Jyllinge Nordmark. Her viste danskerne deres hjælpe-gen. Helt utrolig stor offervilje for at hjælpe mennesker der var kommet i klemme – hjælp med at få sikret kysten, men også med at få hverdagen til at fungere når andre menneskers hjem pludselig var ubeboeligt. En skjult iderigdom og kreativitet viste sig.
Den samme tradition for at hjælpes ad kommer også til udtryk når internettet giver basis for at venlige danskere kan finde sammen i en fælles opgave at hjælpe flygtninge med at finde sig til rette i det danske samfund.
Når vi dykker ned i den danske folkesjæl er vi langt mere humane og omsorgsfulde end man kunne tro når man hører det renommé af menneskefjendskhed som huserer i international presse.
Aage, der er 79 år, kommer ikke sjældent med hvasse bemærkninger som ”Send dem hjem alle sammen”, ”De kommer bare for at nasse på os”. Jeg har imidlertid oplevet ham to gange møde en af dem, han taler ondt om. Birol, tyrkisk indvandrer, som er skrædder og meget dygtig til sit håndværk. Ham vidste Aage ikke det gode han kunne gøre for og Birol vidste til hver en tid, at var der brug for hjælp kunne han gå til Aage.
Aage har også mødt Ali, syrisk flygtning, der kunne noget med at reparere elektronik. Også her var Aages imødekommenhed nærmest uden grænser. Men de andre……
Det gælder også for de mange der på internettet sender hadefulde, men også bekymrede, meldinger ud. Når vi står ansigt til ansigt ændrer tingene sig. Vi danskere er –som hovedregel – inkluderende og venlige. Vi er humoristiske og selvironiske, men vi er ikke altid lige nemme at komme ind på livet af.
Det er en del af vores DNA – her langt mod nord hvor vejret også kan være koldt.
Vi er et kristent folk der kender til at elske vores næste som os selv og kender til historien om den barmhjertige samaritan. Vi kan blive forvirrede og miste orienteringen, når den store verden buldrer på døren, men tag ikke fejl. Vi har hjertet på rette sted.
Intet er rosenrødt og bestemt ikke nemt. Der er masser af udfordringer der venter os, og vi kan kortvarigt blive væltet omkuld. Det grundlæggende er dog at vi har godt grund til at ranke os – som enkeltperson og som nation.
EN 
DA