En hyldest til ytringsfriheden

Trykkefrihedsselskabet har gennem årene haft et stærkt fokus på nødvendigheden af at reagere, når islamitisk ekstremisme sætter dagsordenen og medvirker til censur og ikke mindst selvcensur. 

Vi er helt bevidste om, at censur og selvcensur er fænomener, som vi også i Danmark skal være på vagt overfor. Det er ikke mindst centralt, at offentligt ansatte kan få lov at ytre sig frit. Offentligt ansatte har et helt særligt ansvar, da de skal forvalte vores samfund og sikre, at der ikke sker misbrug af den magt, som politikere og ledende embedsmænd er blevet betroet.  Det skal således være muligt for embedsmænd i statens og kommunernes tjeneste, at de kan reagere, når de oplever magtmisbrug. De skal også sikres retten til at kunne sige fra, uden at risikere deres ansættelse. Den ret har de på papiret, men desværre i stigende grad ikke i virkeligheden.

Muligheden for at ytre kritik af ledelsen, hvis man er offentligt ansat er under pres i disse år. Kritikken afvæbnes og mistænkeliggøres. Sådan lyder budskabet fra sociolog og forsker Rasmus Willig, der har beskæftiget sig indgående med emnet og i år udgivet bogen ”Afvæbnet kritik”. Bogen er baseret på en række samtaler med offentligt ansatte, som har oplevet en fyring, degradering og mobning p.g.a. ytringer, som ledelsen ikke ønskede fremsat.

Den samme tendens i den offentlige forvaltning har Lars Møller, der har en stor karriere i forsvaret bag sig, oplevet. Han dristede sig med udgangspunkt i egne erfaringer til at lufte sin kritik af systemet.

Det er vitalt for os i Trykkefrihedsselskabet, at ytringsfriheden er gældende i alle kroge af samfundet. Danmark har en lang og historisk demokratisk tradition, og her er det frie ord en smuk perle.

Trykkefrihedsselskabet har eksisteret siden 2004 og har gennem alle årene haft et klart sigte. Vores formål er ”at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det, idet foreningen støtter sig til grundlovens §77, der fastslår, at “enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”. Foreningen vil bestræbe sig på at yde hjælp og beskyttelse dér, hvor ytrings- og åndsfriheden er truet.” .

Retten til frit at ytre sig i et demokratisk samfund er helt vital. Forhindres vi først i frit at kunne ytre vores mening og således bidrage til et samfund, hvor der er plads til at alle kan bidrage – da er vores samfund for alvor truet.

Hvor vigtig retten til frit at ytre sig er, ser vi først, når retten til at tale magthaverne imod kues. Så får vi totalitære eller totalitært-lignende samfund, som vi ikke ønsker at sammenligne os med.

Der er i vores samtid en tendens til, at det frie ord har stadig trangere kår. Eksempelvis i Tyrkiet og Rusland, hvor regeringskritiske aviser på stribe lukkes. Desværre også i en lang række andre lande.

Censur er en stopklods for det frie ord og demokratiet, men selvcensur er i sin skjulthed en snigende gift for den frie tanke og kritik som forudsætning for en levende debat og for fyldestgørende forandringer.

Trykkefrihedsselskabet holder offentligt møde om offentligt ansattes ytringsfrihed med tidligere chef for hærens kampskole, oberst Lars Møller og sociolog og forfatter Rasmus Willig den 7. december 2016 hos Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, 1401 København K

 

Læs mere på www.trykkefrihedsselskabet.dk.

Knud Anker Iversen er menigt medlem af Trykkefrihedsselskabet.

 

 

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

en_USEN
Scroll to Top