Kommuneplanen, der sætter de samlede rammer for kommunens udvikling, er i høring frem til 22. september. Den indeholder ikke mulighed for at opsætte vindmøller på trods af det store åbne land. Derimod åbnes op for at husstandsmøller, der er op til 25 meter vil kunne etableres i det åbne land.
Der er lykkeligvis flere danske producenter af husstandsmøller. En af de mest interessante er KiteX (https://kitex.tech/da), der har produktion og kontor i Lillerød, og som har udviklet den særlige TWT-vindmølle, der er 21 meter høj og som kan producere strøm ved vindstyrke fra 3.5 m/s. Den beskrives som støjsvag, meget effektiv og nem at reparere, hvis noget skulle ske.
Den eller en anden husstandsmølle kunne blive interessant i en af de landsbyer som kommunen indeholder.
Ifølge kommunens klimaplan skal der inden for kommunens grænser allerede i 2030 produceres 80 MW vedvarende energi og lige nu er baseline 9 MW. Der skal lægges en række solceller på kommunens egne tage, hos mange flere private og hos virksomheder, men mon ikke der i større omfang skal kigges efter hvorvidt husstandsmøllerne skal på banen.
