
Den 8. september 2024 deltog Miljø- & EnergiCentret i Naturens Dag i Hakkemosen med aktiviteter, der forenede bæredygtighed, naturen og sjov for både børn og voksne. Arrangementet, der på landsplan er arrangeret i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, sætter fokus på naturen og ansvarlig brug af vores miljø.
Ved bålhytten serverede vi vores berømte tomatsuppe, der trak mange sultne deltagere til. Samtidig havde vi vores populære energifællesskabscykler med, hvor børn og unge fik muligheden for at træde i pedalerne og generere strøm til en gammel pladespiller. Som en ekstra belønning blev der uddelt et stykke slik, hver gang cyklerne producerede nok energi til at dreje pladespilleren rundt – en sjov og lærerig aktivitet, der kombinerede fysisk aktivitet med en forståelse for både rugbrødsmotorer og vedvarende energi.
Det var en usædvanlig varm dag, og da solen brød igennem, var der mange, der tog imod vores gratis bøllehatte, som Miljø- & EnergiCentret havde medbragt. De hjalp med hovedet koldt, mens deltagerne nød aktiviteterne omkring Hakkemosen.
Naturens Dag er en årlig begivenhed, der bringer lokale foreninger, kommuner og ildsjæle sammen om at skabe opmærksomhed omkring en bæredygtig fremtid for naturen. Vi er stolte af at have bidraget til årets program med vores grønne tiltag og glæder os til at deltage igen næste år.
