”Forsøm ikke en krise til at tænke nyt”. Sådan siger forfatteren Charles Eisenstein i et indlæg i Positive News. Der er krise nok – og på mange leder. Måske er den største krise at vi er så opdelte og uenige, og således nemt kan blive handlingslammede for hvad skal vi gøre ved flygtningekrisen, klimakrisen, ulighedskrisen, finanskrisen, tillidskrisen og hvad der ellers er af kriser? Vi kan have en følelse af at det hele er ved at skride fra hinanden.
Når vi står over for noget uvist og føler os handlingslammede, vil vi have en tendens til at blive meget definitive og søge de nemme løsninger – det uanset politisk ståsted til højre eller til venstre. Tonen mellem os kan nemt blive rå, nærmende det hadefulde og uforsonlige.
Men fremtiden tilhører de, der tør række hånden frem, fastslår Eisenstein. De der søger at sætte sig i den andens sted. Når vi ytrer os hadefuldt overfor flygtninge eller over for ”racister” så dækker det over utryghed. Vi er bange og frygter at vores trygge hverdag er i skred. Vi er pressede og har brug for at presse igen – og har brug for at adressere frygten. ”Had er bodyguard for smerten. Når vi mister hadet er vi tvunget til at behandle smerten.”
Dybest set har vi meget mere til fælles end der skiller os. Vi har kun den samme pressede klode og vi står os bedst ved at passe på den – og hinanden. Vi er nød til at vende det døve øre til når der tales om ”dem og os”.
Sagen er at når vi møder en ”racist” eller en flygtning ansigt til ansigt, så popper alle nuancerne op. De grumme billeder vi har af hinanden skaller af, når vi så står med hinanden og laver mad sammen, drikker en kop kaffe sammen eller dyrker grøntsager i kolonihaven.
Det er når vi sidder ensomt ved vores computer og læser de grumme historier på nettet, så danner der sig billeder som vi nemt kommer til at forstærke ved også at skrive og således lægge endnu mere had på ”bålet”.
Det er med bekræftelserne blandt ligesindede: Det er dejligt lige når vi mærker glæden ved at blive bekræftet og anerkendt blandt dem, der mener det samme. Bagefter melder ”tømmermændene” sig. Mente jeg inderst inde at ”de andre” virkelig er så farlige, så dumme og naive som jeg hadefuldt fik signaleret. Ville jeg kunne sige det samme når/hvis jeg stod ansigt til ansigt med dem?
Vores krisetid er i virkeligheden er utrolig spændende tid. Det er tiden hvor nye tanker og initiativer vil have de bedste betingelser for at bryde igennem. Enten bryder det hele sammen – eller også bryder vi igennem med nye utraditionelle løsninger. Løsninger som ikke ville have set dagens lys, hvis ikke vi var pressede. F.eks. massive investeringer i Mellemøsten og Afrika for at sikre at flygtningene vender hjem eller bliver hjemme. Innovative løsninger på hvordan vi hurtigt muligt for fortrængt de fossile brændsler. Nye måder at sikre fællesskaber på tværs af generationer. Alternative måder vi får håndteret at alt for mange mennesker kæmper med psykiske lidelser. Lokale løsninger med forsyning af fødevarer osv. Osv.
Opgaver der som i udgangspunktet er lagt over til de politikere vi har valgt, men hvor det vel er alles opgave at fastholde det store perspektiv og forståelsen for krisen – i stort og småt – må få os til at tænke nyt og rykke sammen og gøre hvad vi kan. Opgaven med – sammen – at løse den bundne opgave det er at håndtere vores krisetid burde være så tilpas en stor opgave at alle gode kræfter skal sættes ind.
I den sammenhæng er det rigtig klogt af os at øve os i at se på ”de andre” som allierede vi ikke har lært at kende endnu. ”Sammensvorne” medmennesker i kampen for at få vores kriseramte samfund til at hænge sammen.
Inspiration: Positive News 1- 2017.
Bragt i Sjællandske Medier den 1. februar 2017
DA 
EN