Jeg har hele tiden været modstander af atomkraft. Det har der været mange gode grunde til: usikkerhed mht. affaldet, ønskede ikke centraliseringen, risiko for at være bombe- eller terrormål, alt for dyrt. Jeg er varm tilhænger af sol og vind.
Her på mine gamle dage er jeg blevet mindre sikker på min a-kraft modstand. Det var først og fremmest det med at et a-kraft værk ikke udleder CO2, der fik mig til at ændre fokus, men jo ikke mindst at atomkraft er noget andet i 2024 end det var i 1974. Bl.a. med thorium.
Hvad er thorium?
Thorium er ifølge wikipedia ”et grundstof med symbolet Th og atomnummer 90 i det periodiske system. Det er et naturligt forekommende, radioaktivt metal, der overvejes som alternativ til uran i kernekraft.”
Det findes i større mængder end uran og giver mindre farligt atomaffald. Grønland og Australien er blandt de steder hvor man finder mest.
Noget, der også tiltaler mig, er at det vil åbne op for produktion af energi fra langt mindre enheder. Den danske virksomhed Copenhagen Atomic taler om at der fra 150 40 fods containere vil kunne produceres energi nok til at dække alle landets husstande. Sagt på en anden måde: en thoriumklump på størrelse med en golfkugle vil kunne dække et menneskes samlede energiforbrug gennem et helt liv.
Ses som harmløst
Thorium skal håndteres i en reaktor med en opvarmet og flydende salt der -modsat uran – ikke skal oparbejdes under tryk. Det betragtes således som harmløst og har en halveringstid der er markant mindre end uran.
Thorium har været kendt lige så længe som uran. Alligevel valgte man i USA i sin tid at satse på uran. Det begrundedes i at det havde man allerede erfaringer med i produktion af atombomber, og man vurderede at der således hurtigt ville kunne opnås stordriftfordele.
Havde vi i stedet satset på thorium, havde verden set anderledes ud i dag.
Alt er dog ikke tabt af den grund. Ingeniører og forskere er bl.a. på Copenhagen Atomics i fuld sving med at opbygge og afprøve reaktorerne, der skal nyttiggøre thorium. Danmark er faktisk – på trods af den danske skepsis overfor kernekraft – et af de lande der er længst fremme i forskning og udvikling. Udover Copenhagen Atomics arbejder en anden virksomhed Seaborg Tecnologies også med i salt- reaktorer at udnytte atomenergien.
Danmark står ikke først for
Det vil dog næppe komme Danmark til gavn, og det begrundes primært med at lovgivningen endnu ikke åbner op for kernekraft – heller ikke den mere harmløse thorium.
Derimod kigger Copenhagen Atomics mod Sydøstasien, hvor dørene er åbne og hvor der er folk med kapital, der tror på det. Forventningen er at de første thorium-reaktorer, efter en række tests, er i sving i 2029, men altså ikke i Danmark.
Vel egentlig ærgerligt. Vi kunne godt bruge koncentreret energi der pr enhed kan producere markant mere end nok så store solcelle-tilplastrede marker.
DA 
EN
Ja, vi er en del der har fået et ambivalent forhold til a-kraft. Men jeg har ikke hørt om Th-90 før, men det lyder da plausibelt. Men det bliver nok ikke mindre centraliseret. God vind
Problemerne er:
1. Thorium kan ikke bruges som atombrændsel, det er ikke fissilt (dvs. det kan ikke spalte med afgivelse af energi), det skal med radioaktiv stråling omdannes til uran-233, der er noget mere radioaktivt end det uran-235 man normalt bruger i atomkraftværker. Reaktionen skaber uheldige biprodukter som Uran-232 og meget radioaktive spaltningsprodukter i form af radioaktiv strontium og xenon.
2. Selvom det foreslåede saltsmelte-anlæg ikke er under tryk, kan der sagtens ske uheld ved uventede hændelser. Der var heller ikke tryk i Fukushima reaktorerne da de smeltede ned.
3. Sikkerheden skal være lige så stor som for andre atomkraftværker, og ønsker vi atomkraft i skibscontainere uden den indeslutning som anden atomkraft har.
4. Vi kan have omstilliet dansk elforsyning til vedvarende energi i 2030, så 2029 for første værk er virkelig sent, og måske bliver det langt senere, hvis der opstår problemer undervejs, som der ofte gør – og klimaændringerne venter ikke.
5. Hvem skal betale merprisen, da det kan forventes at blive noget dyrere end vedvarende energi?