Det kom noget bag på mig, da jeg hørte at kun 27% af de grøntsager, som vi danskere spiser bliver dyrket i Danmark. Det viser en ny analyse fra Fødevarealliancen ikke desto mindre. Samme kilde fortæller at siden 2008 er frugt- og bærproduktionen er faldet med 59 % og væksthusgrøntsager er faldet med 17% . Vi har altså tidligere været meget bedre til at forsyne os med dansk produceret grønt.
Derimod er det ikke noget problem at føde os selv med kød. Ikke mindst vores store produktion af svinekød, hvor vi fremstiller meget mere end det vi selv kan spise.
Flere forklaringer
Der kan være flere forklaringer på udviklingen. Som forbrugere har vi et ansvar idet vi lader os friste til at spise frugt og grønt uden for sæsonen og derfor forlader os på egyptiske kartofler og hollandske jordbær. Supermarkederne har vel også et ansvar, da de ikke har mod på i stigende omfang at afvente at danske grøntsager er klar til salg, men udenfor sæson importerer asparges, blommer osv.
Det kunne være et selvstændigt mål i disse kritiske tider, at vi i større omfang tog os på at efterspørge og producere frugt og grønt fra danske marker og danske væksthuse. Her ligger en spændende udfordring.
Landbruget har også et ansvar for den manglende lokale fødevareproduktion med det stærke fokus på foderproduktion – og manglende nytænkning. Den danske landbrugsjord bruges for 75% vedkommende til at producere foder – ikke mindst til de svin, der eksporteres.
Flere gode grunde til omstilling
Der er flere gode grunde til at noget af landbrugsjorden skal reserveres til en større produktion af frugt og grønt:
Forsyningssikkerhed. I tider hvor vi har fokus på at vi skal være mere selvforsynende med energi, bør vi da også have fokus på at vi skal være mere selvforsynede med mad. At være ”Prepper” er ikke kun et individuelt anliggende.
CO2-reduktion. Når en større del af vores fødevarer produceres mere lokalt sparer vi på transporten – ikke mindst for de fødevarer, der flyves hertil. Som noget mindst lige så relevant gælder at vi har større mulighed for at produktionen kan binde kulstoffet i jorden, hvor dansk lovgivning kan sætte rammer for produktion.
Forbedre folkesundheden. En øget efterspørgsel på dansk producerede grøntsager vil dæmpe indtagelsen af fødevarer med pesticidrester, da danske grøntsager generelt har et mindre indhold af pesticider.
Styrke natur og miljø. I takt med at en større del af landbrugsarealet inddrages til produktion af direkte menneskeføde vil brugen af kemi aftage med de positive effekter, det vil have for grundvandet. Der er f.eks. markant forskel på forbruget af pesticider når kartofler bruges til foder og industri end når det er til mad.
Nye jobs på landet. Ifølge en analyse fra AgriFoodTure, kan Danmark skabe op imod 27.000 jobs ved at satse mere på plantebaseret produktion.
Omlægningen har en række spændende perspektiver. Måske kan arbejdet med den grønne treparts arealomlægning være en løftestang. Argumenterne mangler ikke.
Bragt i Sjællandske Medier 6.6. 2025

