Hos Miljø- & EnergiCentret er vi altid glade for at se lokale virksomheder i nærmiljøet engagere sig i den grønne omstilling og bidrage til et sundere og mere miljøvenligt arbejdsmiljø.
Et aktuelt eksempel på dette ses på Taastrup Hovedgade, hvor ZENZ Organic Hairdressing by STEEN har været nomineret til Høje-Taastrup Kommunes Grønne Erhvervspris. Salonen er certificeret af Grøn Salon, som er den skandinaviske certificeringsordning for ikke-kemisk og allergivenligt arbejdsmiljø og produkter, der drives af Miljø- & EnergiCentret.
Prisen hædrer virksomheder, der gør en indsats for den grønne omstilling og inspirerer andre. Nomineringen er en anerkendelse af et målrettet arbejde med at integrere 12 af FNs verdensmål i den daglige drift samt salonens fokus på at skabe en giftfri og klimabevidst frisøroplevelse.
Prisen gik denne gang til Nykredit, men nomineringen er et vigtigt skridt for det lokale arbejde. Vi har talt med salonens ejer, Jeanne Steen Christensen, om betydningen af anerkendelsen:
Kort interview med Jeanne Steen Christensen, ejer af ZENZ Organic Hairdressing by STEEN i Taastrup:
Hvad var din første tanke, da du hørte, at I var blevet nomineret til Den Grønne Erhvervspris?
”På én og samme tid glæde og ydmyghed, da de andre nominerede har været meget større virksomheder.”
Hvorfor er det vigtigt for jer at holde fast i den grønne linje i hverdagen?
”Der er mange grunde, men helt overordnet for at gøre, hvad vi kan for hele vores klode og klimaet. Vi kører også den grønne linje for at se på hele mennesket og for os selv som frisører i hverdagen, da det er muligt at undgå skadelige stoffer. Vi kører faktisk ofte en endnu strammere linje end Grøn Salon, da vi også har fokus på de menneskelige aspekter.”
Hvad betyder nomineringen for jer og holdet fremover?
”Stolthed og en følelse af, at man trods alt gør noget rigtigt her i verden, som folk gerne vil værdsætte. At det er noget, der bliver lagt mærke til, også udefra. Så ved man, at man er på rette vej.”
Fortsat fokus på et sundere miljø i salonen
ZENZ Organic Hairdressing by STEEN fortsætter arbejdet som certificeret Grøn Salon med økologiske produkter, veganske hårfarver og fokus på et trygt og sikkert indeklima for både ansatte og kunder.
Vi ser frem til at følge og dele flere grønne initiativer fra vores lokale erhvervsliv her hos Miljø- & EnergiCentret. Fra denne kant skal der lyde et stort tillykke til Nykredit med den flotte pris samt til de øvrige nominerede. Samtidig vil vi rette en tak til Høje-Taastrup Kommune for at sætte fokus på den grønne omstilling – ikke mindst i en tid, hvor vi i en travl hverdag med geopolitisk uro let kan glemme, at vi kun har én planet, som vi alle har ansvaret for at tage hånd om.
