Ellen Pilsø er død i en alder af 85 år. Hun døde den 28. juni efter lang tids sygdom.Ellen var husmor. Det fremhævede hun stolt og gerne. Hun var ikke nogen helt almindelig husmor. Hun var stærkt engageret i sit lokalsamfund. F.eks. var hun i starten af 60erne i front da der skulle etableres de første børnehaver i Taastrup. Det skete i regi af De Frie Børnehaver hvor hun var aktiv mange år herunder bestyrelsesarbejde i såvel børnehave som fritidshjem. Dengang var det ikke en selvfølge at børn skulle kunne blive passet i en institution, og det var bestemt ikke altid nogen nem kamp hun kæmpede for at give kvinderne mulighed for at komme på arbejdsmarkedet.
Ellen var politisk engageret. Først i SF og senere var hun med i VS, hvor hun ikke bare snakkede, men også var aktiv – f.eks. var hun med da der lokalt skulle kæmpes mod bolignød og en række unge besatte det tomme hus Lindebo ved Lindevej i slutningen af 70erne – eller når man kunne møde hende som gadesælger af det lokale ”Folk i Taastrup” blad. Hun kæmpede iøvrigt også i 70erne for den vedvarende energi, hvor hun var aktiv i organisationen OVE (Organisationen for Vedvarende Energi).
Igennem en længere årrække var hun stærkt engageret i Kooperationen, hvor hun var formand for Brugsen/Superbrugsen på Axeltorv, og hvor hun var med til at sikre butikkens gode ry, og stod i spidsen for en række initiativer hvor butikken var på forkant udviklingen i økologi og fair trade.
Vi havde i Miljø- og Energicentret stor glæde af Ellens altid gode humør og hjælpsomme væsen, idet hun igennem 8 år var frivillig lukkevagt – og så var det altid hende der stod for julearrangementet med hjemmelavede økologiske æbleskiver og gløg.
Først og sidst var Ellen et hjertevarmt og kærligt menneske, der konsekvent altid talte de svagestes sag. Alle vidste at man altid kunne komme til Ellen, når man kom i klemme. Hun lyttede, hun indigneredes og hun gjorde noget. Rigtig mange mennesker i Taastrup kendte Ellen, og der stod kæmpe-respekt omkring hende som det autentiske og ærlige menneske hun var.
Ellens stærke engagement i samfundet stod aldrig i vejen for det som var det vigtigste i hendes liv – nemlig hverdagen sammen med hendes lille famile, hvor hun og Erik nåede at få rigtig mange gode år sammen og glædes sammen med barn, barnebarn og oldebørn.
De seneste år har været hårde ved Ellen, idet hendes sygdom tvang hende til at blive i lejligheden på Parkvej. De gode år og det gode liv fylder dog langt det meste når man ser tilbage på Ellens lange liv.
Bisættelsen fandt sted den 1. juli under overværelse af den nærmeste familie.
ÆRET VÆRE ELLENS MINDE.


