Så er der direkte forbindelse mellem Grennessmindes økologiske gartneri på Snubbekorsvej og Snubbekorsskoven på den anden side af åen. Borgmester Ziegler sikrede bededag – som også meget passende var FNs Earth Day – det formelle, idet han klippede den røde snor over. Han hyldede broer i almindelighed og den nye lokale bro i særdeleshed, og roste det fine samarbejde der er med Grennessminde. Han glædede sig over at der nu er et direkte link der er mellem den stadig mere åbne institution for sent udviklede på Snubbekorsvej og så den nyplantede skov.
Han fik lejlighed til efterfølgende at takke hovedparten af de 16 elever, der har været med til at få broen etableret. De fik et diplom, klapsalver og et borgmesterhåndtryk.
Broen, der er indrettet så også kørestolsbrugere kan benytte den, blev efterfølgende testet af Erna Christensen, lokal formand for Handicapforeningen. Hun glædede sig over at der tages hensyn til handicappede og rullede med stor fornøjelse hen over broen. Kun kunne hun savne en ”vendeplads” og kantlister.
Folkene bag broen understreger at der her kun er tale om 1. etape af brobyggeriet. Det skal efterfølges- når pengene er der – af en forlængelse længere ind i den kommende skov til en stor bålplads. Ved den lejlighed skal det gøres endnu mere betryggende for handicappede at komme frem – og tilbage.
Mellem 3-400 mennesker var på besøg denne solskinsdag og mange benyttede lejligheden til at får købt planter til haven og få smagt på Grennessmindes eget lækre økologiske bagværk. Der blev omsat for 60.000 kr.
Der er åbent på gartneri og cafe tirsdag-fredag kl. 11-15, lørdag og søndag kl. 10-16.


