Det går godt med vegetaraftnerne, der onsdag den 28. september blev gennemført for 4. gang. Denne gang var der 24 deltagere. Egentlig var tilmeldt 28, men fire kom bare ikke. Bortset fra denne smutter var der ikke noget at klage over. Der var forret i form af hjemmelavede tarteletter og så ellers et fint komponeret bord med bl. grønsagstærte, bagte kartofler og en særlig vegansk burgermixture.
Hvis man ikke blev mæt kunne man spise sig mæt i kager, idet aftenen sluttede med fire forskellige kager og kaffe. Ingen klagede.
Konceptet ligger nu fast. Forberedelsen skal ikke hænge på nogle få. Også denne gang meldte sig fem hold, der godt – hver især – vil bidrage til næste arrangement, der bliver onsdag den 26. oktober kl. 18. I tilknytning til maden vil leder af Naturplanteskolen Aiah Noack fortælle lidt om stedet og visionerne der.
Aftnerne er åbne for alle vegetarer, veganere eller bare folk, der godt vil teste om ikke kødfrit mad kunne være interessant.
For ikke igen at måtte afvise deltagere, fordi vi tror der kommer flere end der gør i virkeligheden foretrækker vi betaling forlods. Det koster 35 kr at deltage. Man kan betale på forhånd ved at komme forbi os i Miljø- og EnergiCentret.
Ønsker man at deltage, men ikke har mulighed for at betale på forhånd har vi en forventning om at du dukker op – eller melder afbud senest dagen før.
Nedenfor billede fra aftenen :



