MEC fylder 25 år – og det må fejres

Miljø- og EnergiCentret har nu eksisteret i 25 år og fejrer dagen ved at forære vilde blomsterfrø til Høje-Taastrup borgerne.

Den 3. september 1993 kom Miljø- og EnergiCentret til verden og det vil de fejre på dagen præcis 25 år efter. Dengang var der tale om et 100% frivilligt initiativ der havde stærkt fokus på miljøet og bæredygtigheden. Det er stadig baseret på en kreds af frivillige, men foreningen måtte dog ret hurtigt se i øjnene at den frivillige indsats kun fungerer hvis der også er lønnede medarbejdere. Indtil 1. november sidste år var det Knud Anker Iversen, der var stedets leder. I dag er det Tina Faber.

Om foreningen siger hun:

–  Vi er stolte over at kunne se tilbage på 25 meget aktive år hvor vi har spillet en central rolle i den lokale indsats for et miljømæssigt bæredygtigt miljø. Vi har gennem alle årene haft et tæt samarbejde med kommunen om såvel miljømæssig som med en social indsats. Derudover har vi været fødselshjælper for en række lokale miljø-orienterede forenings initiativer og så har vi siden 2001 været stedet, hvor vi hjælper med at få repareret en række elektroniske produkter. Læs mere på hjemmesiden hvor man kan finde årsrapporter.

– Vi lægger meget vægt på det tætte samarbejde med borgerne i Høje-Taastrup kommune og det vil også komme til at præge fødselsdagen, idet vi kun har et fødselsdagsønske nemlig at flere melder sig ind i vores forening, fortæller centerchefen. Til gengæld vil vi gerne give gratulanterne en gave i form af blomsterfrø, nemlig en ”vildengblanding”, som man kan sprede i haven eller i oplandet. Blomsterfrø der understøtter insekt-og fuglelivet og giver basis for bedre bestøvning fra bierne.

– Det stadig vigtigt at fastholde hvor afgørende en rolle det lokale miljø- og energicenter spiller, i en tid hvor vi – mere end nogensinde – skal have fokus på klima og miljøpåvirkninger i hverdagen. Det er vores pligt at oplyse borgerne om emner som affald, genbrug, madspild og bæredygtighed og være med til at gøre Høje-Taastrup kommune grønnere. Miljø- og Energicentret, som nu også huser Energitjenesten Øst, er stedet hvor man kan blive klogere på energirenovering og bæredygtige løsninger, og dermed til at styrke og forankre de opgaver, vi som Miljø- og Energicenter stadig skal/gerne vil løse fremadrettet.

Tina Faber ser meget frem til fødselsdagen og håber at foreningen vil kunne leve mange år endnu som ”miljøets ydmyge tjener”.

Fødselsdagen fejres den 3. september kl. 14-16 på adressen Høje Taastrup Boulevard 54.

På vegne af Centerchef, Tina Faber

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDA
Scroll to Top