Tingene hænger sammen

Finanskrisen i 2008 havde sit udspring i at boligboblen sprang. Der var slet ikke dækning for de fortsatte stigninger i boligpriserne.  Man købte en bolig i en forvisning om at prisen ville stige og så kunne man sælge og score gevinsten.  Man kan sige at kravene oversteg ressourcerne. På et tidspunkt slap ressourcerne op – boligprisen havde slet ikke dækning i virkeligheden. Som forfatter og forsker Susanne Ekman siger: ”Gælden blev stadig mere og mere giftig og ubetalelig. ”

Det er det samme vi ser i presset mod den offentlige forvaltning. Der bliver stillet stadig flere og flere forventninger om ”forrentning” af medarbejderens indsats. En stadig mere og mere presset offentlig forvaltning bliver udpint. Man kan ikke leve op til den dagsorden som sættes fra regering og folketing om at skulle effektivere, konkurrenceudsætte og således løbe hurtigere og hurtigere.

Aben sendes nedad

Aben bliver konsekvent sendt nedad i systemet. Et eksempel er ansættelsen af øverste leder i SKAT. Betingelsen for at få jobbet var at han skulle acceptere at der i systemet skulle hentes 1 mia. kr i besparelser. Konsekvensen har været katastrofal. Kravet om de mange besparelser blev sendt nedad i systemet og blev de enkelte afdelingers og medarbejderes problem. Muligheden for at man som medarbejder giver en melding op i systemet om de katastrofale effekter af besparelsen var ikke eksisterende. Man har ansvaret for sin egen afdelings besparelser.

Som bekendt endte det hele med at der ikke blev sparet noget. Tværtimod mistede SKAT dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere og staten gik glip af rigtig mange skattekroner.

Gælden bliver giftig

Gælden bliver giftig for den indfries ikke. De mange krav står ikke mål med ressourcerne.

Det hårde pres på medarbejderne afføder stress og en række følgesygdomme. Der er tilsyneladende ikke andre at bebrejde end en selv – ”jeg kunne ikke klare jobbet”.

På samme måde som at det er den enkelte boligejer, der må gå fra hus og hjem når boligboblen brister og økonomien synker i grus.

Danmark er ramt af en stress-epidemi med 430.000 danskere – primært ansatte fra de offentlige sektor – der må lide.

Gæld også i sundhedssektoren

Den giftige og ubetalelige gæld kendes i sundhedssektoren hvor kravene slet ikke står mål med ressourcerne. Sygeplejersker, sosu-assistenter, jordemødre, læger forsøger forgæves at indfri kravene der kommer oppefra. Resultatet kender vi. Medarbejderne flygter væk, og det er ikke kun p.g.a. lønforholdene. Ekmanns forskning viser faktisk at hvis det konstante pres blev dæmpet og der er mulighed for at give meldinger op ad i systemet så ville flugten ikke være så stor.

Det samme gør sig gældende i undervisnings-sektoren.

En ny kultur er påtrængende

Ekmann er godt klar over at man ikke lige fra den ene dag til den anden får stoppet det urimelige pres der er på offentlig ansatte. Der skal en helt anden kultur til. En kultur hvor realisme er det gennemgående. Forventningerne til institutionerne skal holdes op mod de reelle ressourcer, der er til rådighed. Der skal ikke tegnes et glansbillede af at systemet kan meget mere end det kan. Den gode leder skal omdefineres fra at være den, der har de højeste ambitioner til at være den der sikrer størst mulig overensstemmelse mellem krav og forventninger. Ledere der burer sig inde på deres kontor og udelukkende referer til dem højere op skal være fortid.

Den gode leder er ham/hende der f.eks. tager en vagt og oplever på egen krop hvad der er der sker ude der hvor de store forventningerne møder virkeligheden.

På samme måde som at der skal være dækning i de reelle værdier hvis en ny finanskrise skal undgås.

Bragt i Sjællandske Medier den 3.3. 2023