Torsdag den 30. marts var der ordinær generalforsamling i Miljø- og EnergiCentret. Som traditionen byder havde bestyrelsen inviteret en dirigent udefra – denne gang var det
erhvervsservicechef Marie Skov Lillelund der sikkert og meget velforberedt dirigerede den lille forsamling på 15 mennesker.
Formanden Mads Peter Schreiber kunne fortælle om et meget aktivt år præget af fuld kog i reparationsværkstedet, men også en lang række andre ikke så eksponerede aktiviteter. Han henviste til den 28 sider lange årsrapport hvor de mest centrale opgaver er præsenteret.
Derimod er foreningens økonomiske resultat ikke noget som bestyrelsen er stolte over. Året endte med et underskud på 37.000 kr. Her er vi nød til at være yderst påpasselige i 2017 som formanden fastslog.
Foreningen måtte tage afsked med Johannes Thulesen som efter 5 år har valgt at takke af. Han fik mange rosende og taknemmelige ord med på vejen. Som nyt bestyrelsesmedlem blev valgt Dianna Haumann.
Helt undtagelsesvist blev valgt en 4. suppleant nemlig den kommende leder Tina Faber. Hun har således ret til at deltage i bestyrelsesmøderne, men stopper når hun pr. 1. november overtager lederjobbet.

Fraværende var Karsten Jacobsen, Bjarne Berthelsen og Martin Brøndsager.

