Solcellestatus i Høje-Taastrup

I 2030 skal der – jf. Klimaplanen – være installeret 80 MW strømkapacitet i kommunen. Den totale installerede effekt i august 2025 er 14,1 MW inden for kommunens geografi. I kommunen vurderer de, at den primære andel af denne effekt er installeret på virksomheders tage. Hvordan den samlede solcelleeffekt i detalje er fordelt på forskellige bygningskategorier, herunder virksomheder, private enfamiliehuse, etageboliger m.v., er der ikke et præcist tal for.

Selvom der er et stykke vej, så vil det være realistisk at nå målet for 2030 på 80 MW alene af den grund, at der er givet tilladelse til, at der i Kallerup Grusgrav kan lægges en kapacitet på 50 MW. Her afventes dog, at det sidste gravearbejde afsluttes, og at Miljøstyrelsen giver European Energy, som står for projektet, grønt lys.

En anden positiv faktor er, at nu er der intet til hinder for, at kommunen kan få lagt solceller på de sidste kommunalt ejede ejendomme. Hidtil har der været et besværligt krav om, at kommunen skulle etablere et særligt energiselskab, der uafhængigt af kommunekassen skulle etablere og drifte solcelleanlæggene.

Det må forventes, at der allerede i 2026 kommer solceller på flere daginstitutioner, skoler m.v. Lige nu er der 9 kommunale bygninger, der har solceller, og her er i alt installeret 0,634 MW solceller. Et forsigtigt skøn siger, at der er en ikke-udnyttet kapacitet på kommunalt ejede tage på 1.2-1.5 MW.

Så er der solcellerne på erhvervstagene. Her er det meget få virksomheder, der i dag har lagt celler på tagene. Der er dog håb om, at flere kommer på banen. Da kommunens erhvervsservicecenter i september lavede et informationsarrangement om solceller på industritage, var fem interesserede virksomheder repræsenteret. Der er således håb om, at det så småt begynder at ske noget her også.

Miljø- og EnergiCentrets grønne boligforum gør en større indsats for at inspirere flere samlede boligforeninger til at få lagt solceller på tagene. Her kræves lidt tålmodighed, da det først og fremmest er, når de skal have skiftet tag, at der er god økonomi i at lægge solceller på.

I forbindelse med kommuneplanhøringen er der udpeget tre områder, hvor det vil være muligt at lægge solceller – to ved Sengeløse og et ved Fløng. Her er der enighed i byrådet om, at hvis denne mulighed skal udnyttes, kræver det, at det sker i samarbejde med lokalsamfundet. Der kan altså godt gå noget tid, før der sker noget her.

Det samme gælder ønsket om, at der på større parkeringsanlæg som f.eks. City 2 etableres solceller. Også ønsket om, at der langs motorvejene, der går igennem Høje-Taastrup, skal opsættes solceller, er heller ikke noget, der sker lige med det samme, men så er det jo godt, at der er masser af plads i kommunens klimaplan. Her er ambitionen, at der senest i 2035 skal være opsat 150 MW og 200 MW i 2040.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDA
Scroll to Top