Fredag den 16. september fik eleverne fra 6. klasse fra Selsmoseskolen i Taastrup, hvor hovedparten har indvandrerbaggrund, overrakt Grøn Hjerte-diplom ved en lille højtidelighed i beboerhuset i Taastrupgaard. Klassen har siden november 2015 arbejdet med bæredygtighed i et bredt spekter – vand og vandets veje, affald og hvorfor vi skal sortere, økologi – hvorfor er det godt, energien der skal passes godt på og helst være vedvarende.
Arbejdet med miljøundervisningen er foregået i et samarbejde med nabobebyggelsen Taastrupgaard hvor de også har et særligt fokus på miljøet bl.a. med landets største solcelleanlæg på et boligtag og nedgravede containere med fokus på sortering. Tovholder herfra har været Gitte Haurholm der var meget bevæget og duperet over hvordan eleverne var gået til opgaven. Hun nævnte for eksempel hvor fokuserede og diciplinerede de var, når de var på besøg på et vandværkstedet i Valby eller på Vestforbrænding.
I forbindelse med diplomoverrækkelsen skulle eleverne i små grupper fremlægge hvad de havde fundet ud af og ikke mindst stille de øvrige tilstedeværende spørgsmål om miljø. Spørgsmål som eleverne selv – åbenlyst – var bedst til at svare på.
Det er lærer Adnan Axacan der fra skolen har været tovholder på projektet. Han har en meget bevidst tilgang til undervisningen. Således mener han at fokus på elevernes forståelse for miljøet kan være en vigtig løftestang i integrationen. Bedømt ud fra med hvilken seriøsitet de formidlede deres indsigt tyder meget på at han har ret.
Selsmoseskolen har i øvrigt i fem år erhvervet Friluftsrådets grønne flag.
Elever fra den lokale billedskole har sideløbende lavet flotte malerier der illustrerer det som 6. klassen har arbejdet med. Det hele er udstillet i Taastrupgaards beboerhus frem til den 30. september.






